torsdag den 2. oktober 2008

Ben 10 rykker!

Så er det tid til lidt nyheder!

Monsterjægerne-filmen er netop nu ved at blive optaget. Det bliver spændende at se, hvad der kommer ud af anstrengelserne, men mon ikke det bliver godt? Alt skulle efter sigende gå efter planen.

Aqualorius-novellefilmen, som jeg har skrevet manuskript til i samarbejde med filmens instruktør, Nikolaj tarp, optages i uge 44 på Fyn. At dømme efter manuskriptet, testoptagelserne og - ikke mindst - den afsindigt dygtige tegner, Anders Huulgaards, storyboard bliver den virkelig fed. Jeg kan næsten ikke vente med at se filmen!

Der er omsider kommet en lektørudtalelse til Dæmonens forbandelse. Den er 100% positiv. Den bliver således kaldt både 'vellykket' og 'velskrevet'. Bogen er da også begyndt at sive ud på landets biblioteker.

Som mange sikkert har opdaget er Ben 10 bøgerne begyndt at udkomme. Bind 3 og 4 udkommer i disse dage - og den står på kampe med både aliens og undervandsuhyrer! Serien er kommet rigtig godt fra land, og flere bind er under forberedelse.

Søndag den 9. november kl. 12.00 'optræder' jeg på Bibliotekshuset i København (Rhodosvej på Amager) i forbindelse med arrangementet 'København Læser'. Alle er naturligvis meget velkomne.

Til sidst et par ord om fremtiden: Den står - surprise - på en masse nye bøger! Monsterjægerne fortsætter selvfølgelig. Ben 10 kører derudaf. Og forhåbentlig - og formentlig - vil nye serier se dagens lys i en ikke så fjern fremtid ... Og så arbejder jeg på flere film.

Mange hilsner,
Jacob